De 8 sikkerhedsled – nu også som spil

Ulykker hører fortiden til. I hvert fald hvis man lytter til branchens gode intentioner og tiltag om ulykkesfrie organisationer.

 

Det er vel ikke en underdrevet sandhed, at rederier og deres besætninger bliver målt og vejet på deres sikkerhedskultur som aldrig før. Ulykker, nearmiss og usikker adfærd sættes i systemer for at undgå, at mennesker kommer til skade. KPI’er bliver udarbejdet for det ene og det andet, så man kan måle folks ”adfærd” og dokumentere, at man faktisk gør noget. Men hjælper det, hvis de mennesker, der skaber kulturen, ikke bliver set og hørt og ikke bliver involveret i de arbejds- og beslutningsprocesser, der vedrører deres eget arbejdsfelt?

 

Alle ønsker et meningsfyldt arbejdsliv i en kultur, hvor sikkerheden er høj, og hvor man kan bidrage og gøre en forskel. Hvor der opleves en følelse af tillid, retfærdighed, samarbejde og ejerskab, når det handler om sikkerheden. Når det handler om den måde, vi arbejder på, når vi er alene og/eller i teams. Derfor er involvering af mennesker så afgørende, når man skal tale om sikkerhedskulturen.

 

SEAHEALTH har gjort det endnu nemmere at snakke om sikkerhedskulturen. De 8 Sikkerhedsled er nu lavet som brætspil med det formål at få åbnet posen og talt om de ting, der er svære og de ting, som lykkedes

i det daglige, når det handler om sikkerhed.

 

Der er nøje udarbejdet 50 udsagn, som i fællesskab skal diskuteres og vurderes, og der skal tages stilling til, om man er enig eller uenig. Derefter skal det diskuteres, om der skal handles (noget må gøres) eller ikke handles (vi er tilfredse med det som det er). Spørgsmålene dækker over alle de ting, som er afgørende for om sikkerhedskulturen er på plads. Opleves det eksempelvis, at man har nogle erfarne medarbejdere, som bremser sikkerhedsarbejdet med deres magt? Eller at ledelsen accepterer, at folk tager risici, når arbejdsplanen er stram? Eller bliver folk behandlet retfærdigt, hvis de indblandes i en ulykke?

 

Brætspillet kan med fordel bruges på seminarer for besætninger eller om bord i forbindelse med sikkerhedsmøder. Eller som alternativ til videofilmen om bord. SEAHEALTH har med stor succes brugt spillet på officersseminarer samt §16 kurser. Feedbacken har været meget positiv.