Nearmiss.dk er en erfaringsdatabase, som er etableret for dansk søfart. Formålet med databasen er, at danske rederier kan rapportere near miss hændelser fra deres skibe. Ved at de danske rederier rapporterer til samme database, vil erfaringsgrundlaget blive meget større og derved skabe basis for at trække på andres erfaringer i bestræbelserne på at nedbringe antallet af ulykker om bord i skibene.
I alle arbejdssituationer opsamles der løbende erfaringer. Ved arbejde om bord på skibe bliver blandt andet godt sømandskab opbygget gennem praktisk erfaring. En del erfaringer ønsker man ikke at gøre sig mere end én gang. Det kan være ulykker, nearmisses eller bare almindelige driftsforstyrrelser. I nearmiss.dk's erfaringsdatabase kan man dele sine erfaringer med andre og derigennem prøve at undgå, at samme uønskede hændelse sker igen. Gennem databasen skabes der en kollektiv opsamling af erfaringer om risici og farer til søs, hvilket giver mulighed for alle til at få bedre indsigt i emnet og dermed kunne yde en bedre indsats for sikkerhedsmiljøet om bord.
Nearmiss.dk appellerer til alle professionelle søfarende om – gennem indrapportering – at dele deres erfaringer med andre for bedre at kunne forebygge ulykker, nearmisses og utilsigtede hændelser.

