Sikkerhedens tre søjler

Blandede besætninger gør det lettere at skabe en fælles firmakultur

Hvordan får man 10.000 søfolk fordelt på 25 nationaliteter til at fokusere på sikkerhed ud fra en fælles standard? Det har Thome Group i Singapore et bud på.
 
Opgaven er faktisk lettere med mange nationaliteter på de enkelte skibe, end hvis hele besætningen kommer fra ét land og har fælles baggrund, lyder det fra kaptajn Michael Elwert. Han er direktør i Thome Group og har i øvrigt en fortid hos bl.a. Mærsk og Svitzer. 
 
Thome Group har specialiseret sig i komplet bemanding af alle typer skibe i omtrent 20 forskellige rederier, der betaler for- og forventer en høj sikkerhedskultur. Medarbejderne måles konstant på deres indsats. Oe gør det godt.
 
På blot fire år har Thome Group fordoblet forretningen fra 5.000 til 10.000 ansatte søfolk. Globalt opererer de over 300 skibe.
 

 

Opskriften på sikkerhed

- Når vi blander 7-8 nationaliteter på samme skib, er det lettere at skabe en fælles firmakultur, hvor hudfarve, religion og oprindelse er ligegyldig. Vi har ligefrem succes med at blande nationaliteter fordi mennesker med forskellig baggrund kan komplettere hinanden, forklarer kaptajnen.
 
Dernæst kræver det en fælles forståelse hos alle i virksomheden for, at der kun er én måde at gøre tingene, én måde at samarbejde, én måde at kommunikere osv. Altså én fælles sikkerhedskultur, uanset om du kommer fra Yemen, Norge, Kina eller Nigeria – og ligegyldig om du er kristen, muslim eller buddhist.”
 

De tre søjler

- Desuden gør vi meget for at styrke kommunikationen mellem skib og kontor. Folk i land skal vide, hvad der foregår på skibene og have den samme kultur og sikkerhedsforståelse,
understreger Michael Elwert og forklarer: 
 
I Thome Group hviler hele sikkerheden på tre søjler: kompetence, holdning, udførelse. De hænger uløseligt sammen, for du kan være nok så dygtig, men hvad nytter det hvis du ikke har den rette holdning? Grundlæggende gælder det derfor om at finde de rigtige mennesker.
 
Michael Elwert, kaptajn og direktør i Thome Group, mener det er 
lettere at skabe en fælles firmakultur for Thome, når de blander 7-8 nationaliteter
på samme skib.
For på den måde bliver hudfarve, religion og oprindelse ligegyldig.