Arbejdsstillinger

Tunge løft og belastende arbejdsstillinger kan have sundhedsmæssige konsekvenser. Her finder du en oversigt over belastende arbejdsstillinger, sundhedsfarerne, og måder du kan forebygge dem på.

Sidens indhold:

Hvad er belastende arbejdsstillinger?

  • Når du har foroverbøjet ryg og nakke, bliver belastningen større jo mere foroverbøjet du står, og jo oftere og længere du står foroverbøjet
  • Når du drejer eller vrider ryg og nakke, bliver belastningen større jo mere du vrider ryggen og jo oftere og længere du befinder dig i samme stilling
  • Når du bøjer nakken bagover, eller den siger ”knæk” - f.x. ved opgaver, hvor du skal koncentrere dig om noget, der er højt oppe. Stillingen belaster nakkens muskler
  • Når du løfter og har anspændte skuldre, belaster du musklerne i nakke og skuldre
  • Når du arbejder i stillinger, hvor du har arme og hænder ud fra kroppen - både foran og ud fra siden af kroppen. Det belaster skuldermusklerne og kan medføre tryk på dine nerver ud i armen
  • Når du laver drejninger i underarm/håndled. Belastningen irriterer de sener, som er hæftet til albueleddet. Belastningen bliver værre
    hvis du samtidig skal bruge kræfter til arbejdet
    - hvis underarmens muskler skal holde armen fastlåst i drejet stilling
    - jo oftere du arbejder med underarmen i drejet stilling
    - jo længere tid du arbejder med underarmen dreje
    - jo flere gange du skal lave samme bevægelse
  • Når du bøjer håndleddet bagover eller bruger håndleddet i yderstillinger. Belastningen kan medføre irritationer i håndleddets sener og trykke på nerverne. Belastningen bliver værre:
    - jo oftere og jo længere tid du arbejder i stillingen
    - jo flere gange du skal lave bevægelsen
  • Når du står op med kropsvægten fordelt skævt på bækken og ben. Det øger belastningen på bækkenparti og det ben, der bærer vægten
  • Når du sidder ned, og kropsvægten er skævt fordelt. Det giver en skæv belastning af ryggen
  • Når du sidder på knæ og hug, belaster du knæleddene og kredsløbet i benene. Belastningen bliver værre:
    - jo større vægt og dermed tryk der er på leddet
    - jo oftere og jo længere tid du sidder i stillingen
  • Når du ligger ned og arbejder under trange pladsforhold. Belastningen bliver værre
    - jo flere kræfter du skal bruge
    - jo oftere og jo længere tid du er i stillingen
     


 

Belastende arbejdsstillinger om bord

Belastende arbejdsstillinger forekommer ofte, når du:

  • Laster og losser med kraner.
  • Surrer på ro-ro dæk.
  • Reparerer og vedligeholder, især i maskinen.
  • Håndterer tungt løftegrej.
  • Provianterer
  • Vareopfylder
  • Arbejder i kabyssen.

Især når du udfører det samme arbejde i lang tid og ofte:

  • arbejder med servering
  • rengør
  • reder køjer
  • arbejder ved udgangskasser
  • arbejder med salg ved disk
  • skærmarbejder - i kontrolrum, på broen og ved administrativt arbejde
     

Hvilke sundhedsfarer?

Belastende arbejdsstillinger kan medføre sundhedsfarer.

Normalt advarer kroppen dig, før der opstår mere langvarige, kroniske skader. Derfor bør du være opmærksom på smerter, ømhed, stramme muskler og stive led.

Smerterne forsvinder ofte igen, når du er holdt op med at belaste kroppen, men hvis du overhører kroppens advarsler, risikerer du på sigt at udvikle en kronisk skade.
 
Vær opmærksom på:

  • Ømhed, smerte, stivhed og træthed i muskler og led.
  • Det snurrer i fingrene og du mærker forandringer i følesansen, så fingre, fødder og ben mærkes anderledes.
  • Du mærker irritation omkring og betændelse i senerne, der fører til smerter, ømhed og hævelse.
  • Tennisalbue og seneskedehindebetændelse. Det er skader, som kan vare flere uger og ende med at blive kroniske. Du kan risikere at få dem igen og igen, hvis du bliver ved med at blive udsat for belastningen.
     

Hvad kan du gøre for at forebygge?

  • Planlæg arbejdet, så det ikke hele tiden er de samme muskler, der bliver udsat for belastningerne. Det vigtigste er, at du har mulighed for at skifte stilling, når kroppen reagerer med ømhed eller smerte.
  • Indret arbejdsstederne så du undgår belastende arbejdsstillinger.
  • Planlæg arbejdet. Når du skal udføre større opgaver med belastende arbejdsstillinger, kan I skiftes till at udføre arbejdet. Ellers skal du sørge for, at der er tilstrækkeligt med pauser indlagt i arbejdet.


Kroppen kan holde til meget, når blot den bliver brugt varieret. Men kroppen giver signaler, hvis den udsættes for en belastning, som den ønsker fjernet eller ændret.

Det er vigtigt at tage signalerne alvorligt og sikre, at alle har mulighed for at variere sit arbejde, hvis de mærker tegn på belastning.

 
 
Redigeret februar 2013

Senior Arbejdsmiljøkonsulent
Anne L. Ries
alr@seahealth.dk
+45 3311 1833
+45 2961 8860

Jeg kan hjælpe dig med:

  • Sikkerhedsorganisation
  • Konsulentbistand om bord
  • Rådgivning inden for det fysiske arbejdsmiljø
  • Programmet Health and Safety at Sea
  • Lovgivning til søs