De 8 sikkerhedsled

Seahealth har udgivet De 8 sikkerhedsled, der kan bruges som værktøj til at styrke den gode sikkerhedskultur. En sikkerhedskultur er aldrig stærkere end det svageste led.

 

>> Download De 8 Sikkerhedsled her

>> Download De 8 Sikkerhedsled - Dialogværktøj her

 

Selvom SMS- og APV-dokumenterne er udarbejdet og i orden, behøver sikkerhedsbevidstheden og dermed adfærden hos den enkelte ikke at være til stede.

Hvis ulykken uheldigvis er ude, afspejler den, hvor stærk sikkerhedskulturen er. Det interessante er, hvorfor det skrevne nu ikke er blevet overholdt eller fulgt.

Årsagerne kan være manglende medarbejderaccept og involvering, at det skrevne ikke stemmer overens med den praktiske måde at gøre arbejdet på, at lederen ikke er en god rollemodel eller måske manglende konsekvens, hvis man overtræder sikkerhedsprocedurerne.

 

For at styrke en sikkerhedskultur skal der sættes ind på mange områder.

De 8 Sikkerhedsled afspejler de væsentlige led for, hvordan vi kan skabe en god sikkerhedskultur. Pointen er, at vi skal arbejde med alle led for at sikre, at projektet lykkes, og ”kæden ikke hopper af”.

Det gamle ordsprog fortæller os, at kæden ikke er stærkere end det svageste led. Vores symbolik er, at ”sikkerhedskulturen ikke er stærkere end det svageste led”.

 

Seahealth’s kæde har 8 sikkerhedsled med tilhørende værktøjer. Værktøjer som understøtter og opbygger den gode sikkerhedsadfærd. Jo flere sikkerhedsled, I som rederi vedligeholder, jo stærkere en kæde. Jo færre sikkerhedsled, I som rederi har på plads, jo svagere en kæde.

Klik på kædens led og se de specifikke værktøjer for at komme i gang. 

 

Sikkerhedskultur - hvorfor nu det?

Der er mange gode grunde til at sætte fokus på sikkerhedskulturen i rederiet. Bortset fra grundstødninger og forlis er arbejdsulykker noget af det mest forstyrrende for driften. En ulykke kan have uoverskuelige konsekvenser for den, det går ud over.

 

Udover de rent personlige tab, er der også tab for rederiet. Fx tab eller fravær af gode søfolk, omkostninger til rekruttering og oplæring, mindre kvalificeret besætning i en overgang, forsinkelser i sejlplan og efterfølgende reparationer. Og det kan gå ud over rederiets omdømme og pålidelighed.

 

Flere og flere rederier bliver målt på sikkerhedskultur af kunderne. Sikkerhed er blevet en parameter på lige fod med økonomi og har betydning for måden at drive forretning på. Hvis sikkerheden ikke er i orden, kan det gå ud over konkurrenceevnen. Derfor er der også stigende fokus på sikkerhedskultur og søfolkenes sikkerhed i erhvervet.

 

Det handler om mennesker, og det handler om mennesker, der arbejder sammen for at få et skib til at fungere.

Hvis sikkerhedskulturer skal opbygges eller styrkes, vil det altid være et fælles ansvar. Fra rederiledelse til den enkelte sømand. Enhver i rederiet skal have en overbevisende tro på, at hele organisationen vil sikkerhed først, før noget andet.

 

For at skabe rammerne og mulighederne for et sikkert arbejdsmiljø spiller rederiet en central rolle med iværksættelse af initiativer, der sikrer, at systemet understøtter den ønskede adfærd. Modellen ”De 8 Sikkerhedsled” er Seahealths bud på, hvordan rederiernes sikkerhedskultur kan udvikles og styrkes, så sikkerhed over tid vil give mening for alle. 

 

Det handler om mennesker

Sikkerhedskultur handler om mennesker. Hvilken adfærd har besætningen, og hvilken adfærd efterspørger og belønner rederiet? Er det fx god kutyme at sætte sig ind i de risici, en opgave indebærer, og give sig tid til at tage højde for de risici? Griber man ind, hvis man ser andre i gang med risikable aktiviteter?

I rederier med en høj sikkerhedskultur er sikkerhed integreret i måden at tænke og arbejde på. Det enkelte menneske ser sig selv, sine kolleger og sit rederi som del af en organisation, hvor sikkerhed er støbt ind som et grundfundament for måden at drive skibsfart på. Alle føler ansvar for sikkerheden og efterstræber den fra dag til dag

En sømand på et skib med høj sikkerhedskultur går ud over det, der er hans pligt. Han genkender usikre forhold og usikker adfærd, og griber ind for at rette op på de ting, han ser. Kolleger passer på hinanden og gør opmærksom på usikker adfærd. Forskning viser, at udviklingen af en stærk sikkerhedskultur er med til at nedbringe antallet af ulykker.

 

 Hvad er sikkerhedskultur?

Når vi taler om sikkerhed i arbejdet, er der mange forskellige normer, formodninger, værdier, holdninger, myter og historier, der præger den måde, arbejdet udføres på i dagligdagen. Det gælder både for rederi og besætning – ledere og medarbejdere.

 

De fleste rederier har efterhånden tekniske løsninger og systemer på plads. Politikker og procedurer er udarbejdet for at højne sikkerheden på skibene. Alligevel må nogle rederier desværre sande, at det ikke er nemt at få medarbejdere til at have den sikkerhedsadfærd, rederiet ønsker. Ingen af os ønsker at komme til skade, så hvorfor gør vi så ikke bare det, vi får fortalt? Svaret er i virkeligheden ganske enkelt: Fordi vi er mennesker.

 

Selvom systemer og regler kan virke fornuftige på papiret, giver det måske ikke mening for de mennesker, der skal udføre arbejdet i praksis. Måske er der andre hensyn, som virker mere presserende end sikkerheden. Hvad giver mening for det enkelte menneske i den enkelte situation? Det er det, som styrer vores adfærd, tanker og holdninger.

 

Når en sømand går op ad landgangen for at påmønstre et skib bliver han en del af skibets sikkerhedskultur. Han kan i de fleste tilfælde både se og fornemme om sikkerhed bliver taget alvorligt eller ej.

 

Den måde folk om bord arbejder og taler om sikkerhed på, fortæller ham, hvordan han skal opføre sig og arbejde. Er der sat klare regler op for sikkerhed, og er det muligt og ”rigtigt” i forhold til kulturen om bord at efterleve dem – så stiger sandsynligheden for, at den nye mand også efterlever dem.


Som mennesker indgår vi i sociale systemer og relationer, der påvirker vores gøren og laden.  Vil vi således påvirke menneskers adfærd, må vi fokusere på hele den situation, besætningen er i, og sikre støtte og opbakning hele vejen rundt. De 8 Sikkerhedsled er et værktøj, der hjælper rederiet med at sætte fokus på og opbygge en god sikkerhedskultur.

 

>> Gå til De 8 Sikkerhedsled på Seahealths publikationsliste

 

 

Senior arbejdsmiljøkonsulent
Søren Bøge Pedersen
sbo@seahealth.dk
+45 3311 1833
+45 5364 1609

Jeg kan hjælpe dig med

  • Nearmiss.dk.
  • De 8 sikkerhedsled
  • Ulykkesforebyggelse generelt
  • Vedledning om fortøjning
  • Trivselsfremmende projekter
  • Konsulentopgaver (skibsbesøg/medsejladser)
  • Programmet Health and Safety at Sea