Trivsel

Trivsel, eller psykisk arbejdsmiljø som det også kaldes, spiller en central rolle for arbejdet med sikkerhed og sundhed til søs, fordi:

  • trivsel på arbejdspladsen har en positiv afsmitning på sikkerhedskulturen
  • trivsel på arbejdspladsen gavner fastholdelse og rekruttering af medarbejdere
  • medarbejdere i trivsel har ofte færre konflikter og er mere effektive.

At have medarbejdere der trives, smitter med andre ord af på bundlinjen, på sikkerhedskulturen og på medarbejdernes engagement og arbejdsglæde.

Trivselsproblemstillinger kan eksempelvis være, at:

  • sygefraværet er for højt
  • ledelsesfunktioner ikke håndteres godt nok
  • kommunikationen ikke fungerer
  • der er for mange konflikter, dårligt samarbejde eller måske endda mistillid mellem ledelse og medarbejdere osv.

Sådan arbejder vi med trivsel

Søfartens Arbejdsmiljøråd beskæftiger sig med trivsel i bred forstand. Vi udvikler bl.a. redskaber, som kan bruges direkte til fremme af trivslen om bord.

Et af vores emner inden for arbejdet med trivsel er hviletid, som har stor betydning både for den enkeltes trivsel og sundhed og for, hvordan sikkerheden om bord håndteres.
Vi kan afdække og rådgive om håndteringen af spørgsmål inden for hviletid eller trivsel i branchen som såden.

Vi har stor erfaring med bl.a.:

  • at bistå rederier med kortlægning af trivslen og i samarbejde med ledelse og medarbejdere at skabe en proces, der kan fremme trivslen
  • at afholde kurser med fx ledelsesværktøjer, konflikthåndtering, stress eller psykisk førstehjælp
  • at afholde kurser eller temadage tilpasset et konkret rederi eller skib

Psykologisk kriseberedskab

Vi har et psykologisk kriseberedskab, hvor der kan ydes akut psykologhjælp eller psykologhjælp i forbindelse med arbejdspres eller andre psykologiske belastninger, der kræver professionel håndtering. Forløbet indledes altid med en afklarende samtale, hvor behovet for behandling afklares og fastlægges nærmere. Som led i et pilotprojekt tilbyder Søfartens Arbejdsmiljøråd desuden psykologhjælp via nettet til søfarende, der ikke har mulighed for en personlig samtale. Den netbaserede rådgivning tilbydes også i tilknytning til kursusforløb, lederuddannelse mv.

Materialer om trivsel

Vi har udgivet en række materialer om trivsel, senest bogen Det gode arbejdsliv til søs, som giver indblik i god ledelse og værktøjer til at arbejde med trivslen om bord. Går du ind under de trivselsrelaterede emner i menuen til venstre, har du mulighed for at downloade bogens kapitler. 
>> Læs mere om håndbogen Det gode arbejdsliv til søs

Alle vores materialer bestilles hos Weilbach.

>> Gå til Weilbach
>> Se en komplet, emneinddelt publikationsliste