Vil afdække forskelle i ulykkesanmeldelser

Forskningsprojekt i handelsflåden:

To forskere fra Syddansk Universitet skal undersøge sikkerhedskulturen på danske handelsskibe med multikulturel besætning.

Et forskningsprojekt skal dykke ned i, hvorfor danske søfarende forholdsvist anmelder flere arbejdsulykker end udenlandske. Arkivfoto.

Vi tror ikke, det endegyldige svar findes. Der er formentlig flere forklaringer på, at der kun anmeldes halvt så mange ulykker blandt filippinske søfarende som blandt danske. Vi håber at finde nogle af forklaringerne, da de kan bruges i det videre forebyggende arbejde med at skabe et sundt og sikkert arbejdsmiljø i dansk skibsfart, siger seniorforsker Fabienne Knudsen, Center for Maritim Sundhed og Sikkerhed ved Syddansk Universitet.

Hun og kollegaen Sisse Grøn har netop fået en bevilling på 2,7 mio. kr. fra Arbejdsmiljøforskningsfonden til et tre-årigt forskningsprojekt, der skal forsøge at afdække, hvorfor der er forskelle mellem de registrerede anmeldelser om ulykker, alt efter om man er filippiner, dansker eller noget helt tredje.

Andre undersøgelser har nemlig vist, at antallet af ulykker varierer meget i forhold til de søfarendes nationalitet. Fx kommer danskere om bord på danske skibe ud for næsten dobbelt så mange ulykker som filippinske søfarende på danske skibe.

Undren
Fabienne Knudsen fortæller, at denne forskel i filippinernes favør er årsag til en del undren i erhvervet.

– Vi tror jo her som på andre områder, at vi er foran asiaterne, men det reelle er, at de filippinske myndigheder på visse områder stiller skrappere krav til de søfarende end de danske.

– En anden forklaring kan være, at filippinerne som regel er udmønstret i perioder på seks måneder, mens danske søfolk kun er ude 6-8 uger. Fra andre undersøgelser ved vi, at der er en overvægt af ulykker
kort tid efter skift af besætning.

Kulturelle forskelle
Den kulturelle forskellighed kan være en tredje svarmulighed på forskellen. Fx at det sociale sikkerhedsnet i Filippinerne ikke er så veludbygget som i Danmark, hvorfor man som familiens forsørger ”ofrer” sig mere for familien og ikke registerer ulykker af frygt for at miste jobbet.

– Omvendt er det min erfaring fra medsejladser, at filippinere er mere autoritetstro og holder sig til regler og forskrifter, mens danskere har en tendens til at vurdere opgaverne og tage stilling fra sag til sag, om det er nødvendigt at iføre sig personlige værnemidler eller en sikkerhedsline.

– Det er også muligt, at nogle kommer til skade, fordi at de påtager sig vanskelige og svært forudsigelige arbejdsopgaver, ikke fordi de i udgangspunktet er uforsigtige. Der er fx noget, der tyder på, at danskerne er mere kreative og opsøgende i deres opgaveløsning, hvilket kan være nødvendigt, men måske også er blevet en vane.

– Men som sagt så ved vi det ikke. Det er kun antagelser, og vi går til opgaven med åbent sind og håber, vi kan finde mere kvalificerede svar, end vi har i dag.

De to forskere skal i forbindelse med projektet på langfart, så de undervejs kan interviewe søfolkene og Forskningsprojektet omfatter også en undersøgelse af, hvordan praksis er i forhold til at anmelde ulykker.

– Vi ved, at ikke alle ulykker bliver anmeldt. Det gælder nok inden for mange brancher og nok også inden for søfart, mener Fabienne Knudsen.

 

April 2010